Foromtale af koncert med
Ensemble MidtVest på Holstebro Kunstmuseum
Torsdag d. 28. februar 2013 kl.
19.30
En aften med Brahms
Nordvestjysk
Musikkreds i Holstebro har engageret Ensemble MidtVest til at spille
en spændende koncert på Holstebro Kunstmuseum. Koncerten denne
aften kommer helt til at stå i komponisten Brahms tegn. Ensemble
MidtVest spiller to betydelige værker af ham.
Klarinetkvintet opus 115 h-mol Aftenens
første værk er Klarinetkvintetten opus 115 fra 1891. Da Brahms skrev
klarinetkvintetten nærmede han sig de tres og skal have sagt, at han
nu havde skrevet nok. At han alligevel ikke ”lagde op” skyldtes
klarinettisten Richard Mühlfeld, som han havde hørt i Mozarts
klarinetkvintet. Værket har 4 satser: allegro, adagio, andantino og
con moto. Kvintetten er lidt vemodigt stemt, men melodisk sødmefyldt
og er en poetisk åndfuld afsked med den intime kammermusikgenre, som
lige fra ungdomsårene havde stået Brahms så nær.
Strygekvartet opus 51 c-mol Det andet værk
som ensemblet præsenterer denne aften er strygekvartet i c-mol opus
51. Tonearten c-mol udøvede en særlig tiltrækning på Brahms. Den er
for ham, som den var for Beethoven, omgivet af en egen skæbnetung
atmosfære. I værket fornemmer man Brahms kamp mod den
ensomhedsfølelse, der med årene blev hans skæbne. Brahms var meget
selvkritisk og havde stor respekt for sine store musikalske
forgængere – typisk nok tilintetgjorde han en snes kvartetudkast,
inden han i sommeren 1873 fuldendte sit opus 51. Hans fremgangsmåde
ved kompositionen var at begynde med ydersatserne til den
projekterede c-mol kvartet, som tematisk hænger sammen, og så mellem
disse to monumentale yderpunkter at indføje de mere intermezzoagtige
mellemsatser. Ved denne opbygning når Brahms det romantiske ideal om
helhed i værket med dets stærke passioner og heftige længsler.
Ungdom og vitalitet i Ensemble MidtVest
Skønt musikerne i Ensemble MidtVest er unge, har ensemblet
alligevel 10 år på bagen. De spiller med stor professionel autoritet
og ungdommelig spontanitet. De hører til i denne landsdel og
tilføjer den en stor rigdom indenfor det kammermusikalske område.
Det bliver en stor aften i Holstebro Kunstmuseums smukke rammer.
Lonni Gelsdorf og Frans
Pærregaard
Til
forsiden |