Koncert d. 22.3.09 kl. 15.00 med blæserkvintetten Copenhagen Winds i

Holstebro Valgmenighedskirke i samarbejde med Nordvestjysk Musikkreds.
Retur til forsiden.


Musikerne og ensemblet

Copenhagen  Winds er en klassisk blæserkvintet bestående af fløjte (Kristina Ersson) , obo (Erika Wolf), klarinet (Jolson Oshiro), horn (Jeppe Skovgaard Rasmussen) og  Thomas Klauber på fagot. Copenhagen Winds blev dannet i 1996 af studerende ved konservatoriet i København. De unge musikere har videreuddannet sig i ind- og udland hos førende blæsere. Ensemblet lægger i sit repertoirevalg vægt på at kombinere fortolkning af klassiske værker med fremførelse af nutidige værker. Ofte sker dette i direkte samarbejde med komponisten. Det er også tilfældet ved koncerten d. 22. marts.

Mozart, Jesper Koch, Berio og Mortensen

Copenhagen Winds spiller ved koncerten et program der spænder over mere 200 år.  I den ældste ende har vi Mozart – ganske vist med et ungdomsværk – et divertimento. Det er serenademusik fra en tid, da der var et stort marked for netop den genre. Som titlen antyder, er det charmerende og brilliant underholdning.

 Straks efter springer vi 200 år til Jesper Koch, en lovende dansk komponist født år 1967. Ifølge Politiken har han et fint øre for, hvad der klinger smukt, for instrumenternes farve, og så bliver han aldrig ved for længe. Ved koncerten spilles værket Down the Rabbit- Hole; komponisten har nemlig en særlig forkærlighed for romanen Alice i Eventyrland. Trods sin unge alder har Jesper Koch modtaget mange musiklegater; bl.a. modtog han allerede som 21-årig Carl Nielsens æreslegat for komponister.

 

Den italiensk-fødte komponist Luciano Berio (1925-2003) skrev i sin ungdom værket Opus Number Zoo – et på én gang grinagtigt og bevægende værk over 4 dyrefabler af Rhoda Levine. I musikken afspejles på raffineret ironisk vis de ret menneskelige kampe dyrene i digtene udkæmper eller er vidne til. Et elegant stykke neoklassisicistisk musik, opført for første gang i Holstebro.

Copenhagen Winds slutter deres koncert med Otto Mortensens blæserkvintet fra 1944. I de år kom der – affødt af Carl Nielsens berømte Blæserkvintet – en stor produktion for netop den besætning. Blandt dem rager Otto Mortensens op ved sin fint afbalancerede form og sit eget klare og rolige udtryk.

 

 

En blæserrejse i tider og steder

Koncerten med Copenhagen Winds fører os på en rejse både tilbage i tiden og ud i verden og også frem til nutiden herhjemme. Og så klæder lydforholdene i Holstebro Valgmenighedskirke netop blæsermusik meget fint. 

Lonni Gelsdorf og Frans Pærregaard