|
Det bliver en spændende og meget anderledes
koncert, vi kommer til at høre i Holstebro Valgmenighedskirke søndag
d. 8. september.
4 saxofoner og en klassisk sopransolist gæster
nemlig kirken ved en koncert lavet i samarbejde mellem Nordvestjysk
Musikkreds og Holstebro Valgmenighed.
Et anerkendt ensemble
Ensemblet er et af Danmarks mest anerkendte kammermusikensembler
indenfor nykomponeret musik. Siden sin debut i 1998 har kvartetten
turneret i USA og store dele af Europa og således i 2010 været på en rejse
til Færøerne og i 2011-2012 til Norge og England. Her er de specielt
blevet inspireret til at spille nordisk folkemusik, som vi kommer til at
høre ved koncerten her i Holstebro, foruden kvartettens kernerepertoire af
barokkens mestre så som Scarlatti, Bach og
Corelli. Musikerne Copenhagen Saxohone Quartet består af tre kvinder
og en mand: Maret Petersen, altsaxofon, Jeanette Balland, tenorsaxofon,
Charlotte Andersson, baritonsaxofon og Torben Snekkestad,
sopransaxofon. Alle musikerne har tilknytning til Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium enten ved at være blevet uddannet der, eller ved
senere at være lærere der. De er alle erfarne musikere med en omfattende
turnévirksomhed og mange legater og priser bag sig. Signe Asmussen og
Holstebro Musikpris Ved koncerten i Holstebro Valgmenigheds kirke
medvirker sopranen Signe Asmussen, som vil være kendt af Holstebro, da hun
i 2002 modtog Holstebro Musikpris. Signe Asmussen er en
tilbagevendende solist ved snart sagt alle landets orkestre, men hendes
store interesse for kammermusik, som bringer hende tæt på publikum, har
fået hende til at samarbejde med ensembler som Copenhagen Saxophone
Quartet og andre kammermusikensembler, hvor hun kan udfolde sit
usædvanlige og meget alsidige talent for opdagelse i
noderne. Værkerne Ved koncerten i Holstebro, hvis titel er Barok og
Nordisk Folketone, kommer vi til at høre musik af Bach,
Mendelsohn-Bartholdy og Pergolesi som repræsentanter for barokkens
komponister. De nordiske folketoner er skrevet af bl.a. Per Nørgaard og
rummer også norske folkemelodier. Koncerten bliver både traditionel
hvad komponister angår, men også utraditionel, fordi musikken spilles af
saxofoner. Sopranen Signe Asmussen mestrer både de smukke barokke arier og
de melodiske nordiske toner.
En usædvanlig koncertoplevelse venter. Lonni Gelsdorf og Frans Pærregaard
Koncerten er arrangeret af Nordvestjysk Musikkreds sammen med
Holstebro Valgmenighed |
|