HOME 
Retur til forsiden


   


Programnoter til koncert med 
Afiara  Kvartetten
Mandag den  24.1.2011 kl. 19.30
på Knudsens, Nørregade Holstebro

Joseph Haydn: Strygekvartet opus 20 nr. 2 c-dur (1772):

Opus 20, som består af 6 strygekvartetter, er blevet kaldt ”de kontrapunktiske kvartetter” d.v.s. at der i dem lægges tydelig vægt på, at hvert instrument har sin egen stemme, og at det skal kunne høres i musikken. Denne noget barokprægede skrivemåde kan vel til dels forklares ved Haydns trang til yderligere at skærpe sin satstekniske kunnen og dels ved Wienerhoffets ret konservative smag: man yndede kvartetter i ”streng” stil. Typisk nok støber Haydn da også sin finale i fugaens form, hvor man tydeligt hører bratschen og celloen som selvstændige stemmer – ikke blot som akkompagnement.
Et stiltræk, der bliver af voksende betydning for Haydns kvartetkunst, er overraskelsesmomentet. På genial vis driver han ofte gæk med forventninger om det efterfølgende – og så kommer der noget helt andet. Pludseligt kan han bringe uventede rytmiske eller harmoniske vendinger eller helt uformodet gøre en uventet pause og lade os i herlig uvished om, hvad der nu skal ske. Sådan kan man da også forstå, at vi i menuetsatsen nærmest hører lyden af en sækkepibe eller et andet lignende instrument i den kromatiske nedadgående første violin.
Disse 6 kvartetter inspirerede da også den 17-årige Mozart under hans ophold i Wien i 1773 til at skrive et sæt kvartetter, der var klart beslægtet med Haydns opus 20. 
   

Ludwig van Beethoven: Strygekvartet opus 59 nr. 1 f-dur (1806)

Opus 59 nr. 1 i f-dur er den første af de tre såkaldte russiske strygekvartetter, skrevet på bestilling af den ivrigt kvartetspillende russiske Wienerdiplomat fyrst Rasumowsky. Disse tre kvartetter er med deres passionerede, livsbekræftende – fra tvivl til vished stræbende indhold og frigjorte musiceren- typiske udtryk for Beethovens stil og ånd. Hans fantasi udfolder sig her med stigende frigjorthed; her kan han ”digte” i toner.
Allerede i den første sats møder vi en fornyelse af tonesproget: alene udspændingen af formen er påfaldende med dens 400 takter og dens spilletid på 12 minutter- den præges af en indre spændt uro, der sluttelig må vige for en lys og beslutsom sejrstolt optimisme.
Skønt stærkt angrebet i samtiden står andensatsen for tilhørere i dag som et af højdepunkterne i hele opus 59 – åndfuld som den er med sin spændstige 3/8 rytme og sine skiftende udtryk for ironisk humor, stejl trods og sart følsomhed.
Skøn og gribende toner nu trediesatsens adagio frem. Med sine sjælfulde udtryk for sorg og smertelig vemod må den regnes blandt adagiokomponisten Beethovens ypperste frembringelser.
Den danske filminstruktør Per Fly har med gribende virkning anvendt den i sin film Drabet. Adagioen klinger ud i violinfigurationer – sluttende med en trille på tonen c, der leder direkte over i allegro finalen.
Her benytter Beethoven, som opmærksomhed mod det russiske diplomatpar, temamateriale fra en russisk folkevisesamling. Det djærve, danseprægede Thème russe danner den temperamentsfulde, rytmespændte og festlige finales hovedtema.
En energisk fortissimo presto-afslutning fejer al melankoli bort og sætter et glansfuldt punktum for satsen.
Carl Nielsen: Strygekvartet  opus 44 f-dur (1906)
I brændpunktet af Carl Nielsens omfattende livsværk står hans mangesidige intrumentalmusik af symfonisk, solistisk og ikke mindst kammermusikalsk art. I arbejdet med musikkens ”rene væsen”udløstes med størst intensitet hans målbevidste kunstneriske stræben.
100 år efter Beethovens opus 59 skrev Carl Nielsen sin strygekvartet opus 44 – også i f-dur som Beethoven, højdepunktet indenfor hans strygekvartetkunst. Den bar oprindelig titlen Piacevolezza –italiensk for vittighed, som skulle tilkendegive værkets frejdigt optimistiske karakter.
Udpræget Carl Nielsensk virker især førstesatsen (allegro non tanto e comodo) i ¾ takt, hvis lidt slentrende hovedtema bæres fra f-dur til andre tonearter af den fleksible melodiske intervalbevægelse. Som andensats følger en adagio con sentimento religioso, der bygger på et smukt, kirketonalt farvet koraltema. En yndefuld, næsten barnligt troskyldig allegro moderato ed innocente, stedvis brudt af heftige rytmefigurer og accenter leder over i finalen. Den indledes af djærve, brede c-dur akkorder, inden det burleske hovedtema tager over. I denne sats genkender man let  ”Maskerade” s komponist.

Lonni Gelsdorf & Frans Pærregaard