Retur til forsiden.
Generalforsamling i Nordvestjysk Musikkreds februar 2017

Stigende interesse for levende klassisk kammermusik
Ved generalforsamlingen konstaterede formanden Frans Pærregaard, at der er en stadig stigende interesse for at høre kammermusik, når den præsenteres ”levende”. Musikkredsen har en pæn stabil medlemsskare, og der kommer stadig nye medlemmer til, ligesom der kommer rigtigt mange mennesker til vore koncerter.
Måske er kammermusik ligefrem ”kommet på mode”.
Formanden konstaterede også, at Musikkredsens økonomi er i en sund gænge, ja et beskedent overskud var der faktisk, som vil finde anvendelse i sæson 2018, hvor Musikkredsen vil fejre sit 50 års jubilæum.

Årets koncerter og spillesteder og samarbejdspartnere.
Sæson 2016 har budt på 5 spændende koncerter, meget varierede og afholdt et antal forskellige steder i byen.
Der var først i marts en fin koncert med Ensemble MidtVest. Her kom usædvanligt mange for at høre musik i Holstebro Kunstmuseums fornemme rum, hvor kammermusik lyder helt fantastisk.

En koncert med Nordic String Quartet, som oprindelig skulle have været afholdt i februar, men blev aflyst på grund af sygdom, fandt nu sted i august måned. Her indgik Musikkredsen som noget nyt et samarbejde med Odin Teatret, hvis lokaler var en fin ramme om en koncert med et af Danmarks bedst unge ensembler.

I Klassiske Dage d.  29.9 var der koncert med titlen Hyldest til Giacometti. Det var en spændende og meget varieret koncert på Knudsens med Klassiske Dages mange stjerner.

I Klassiske Dage samarbejdede vi også med Holstebro Filmklub, og medlemmerne kunne høre og se Joseph Loseys filmiske iscenesættelse af Mozarts opera Dun Juan, der passede ind i temaet: Maren, Mad & Musik. I operaen er der jo en statue, der bliver levende, mens Don Juan spiser og lytter til skøn musik.
I november måned havde vi besøg af den spanske Trio Perez Inesta, der sammen med Ensemble MidtVest og mange andre opførte Stravinskys Historien om en Soldat. En stor oplevelse at høre et sjældent værk så kompetent fremført på Knudsens.

 Årets sidste koncert var med blokfløjtekvartetten Sirena, som både spillede og fortalte om musik og instrumenter i Holstebro Valgmenighedskirke. Publikum fik ørerne op for, at blokfløjtemusik er meget andet end de småmelodier man som barn fløjtede på sin sopranfløjte.

Musikkredsen vil gerne være endnu mere kendt.
Musikkredsen besluttede på generalforsamlingen at gøre en ekstra indsats for at øge kendskabet til Musikkredsens eksistens og virke. Musikkredsen har sin egen hjemmeside www.nordvestjyskmusikkreds.dk,hvor man altid kan finde foromtaler af koncerterne samt alle oplysninger om foreningens virke.

Sæson 2017.
Vi tog hul på sæson 2017 med pianisten Berit Johansen Tange samt Esben Tange, der ledsagede musikken af henholdsvis Carl Nielsen og Rued Langgaard med fortælling om de to komponisters slægtskab og også fjendskab. Det blev et interessant møde mellem ord og toner, som mange havde fundet vej til i Holstebro Musikskoles Orkestersal, hvor byens bedste flygel står.

I begyndelsen af marts gentager vi den succes vi havde i 2015 med at arrangere koncert på Herregården Nørre Vosborg. Her spiller Ensemble MidtVest og Esbjerg Ensemble blæseroktetter.

I april måned har vi en fin koncert med Den Danske Guitarkvartet med en cembalist. Denne koncert er et samarbejde med Holstebro Valgmenighedskirke

Vi er atter med på en koncert i Klassiske Dage fra d. 28.9-1.10. hvor temaet i år er Derfra min verden går, og d. 30.10 får vi igen besøg af Trio Arizzo, der diverterer med fin blæsermusik.

Støtte/sponsorer
Musikkredsen modtager økonomisk støtte fra Holstebro Kommune, Kunstrådet og Solistforeningen af 1921. Det er støtte fra disse instanser, der muliggør, at Musikkredsen fortsat kan arrangere sine spændende koncerter.

Bestyrelsen:
Der var genvalg til lektor Lonni Gelsdorf og Lektor Frans Pærregaard, der fortsat er formand.
De øvrige medlemmer af bestyrelsen er lektor Helene Knap, musikskoleleder Hanne Bøgh Nielsen og lægesekretær Birte Kjær. IT-konsulent Claus Lyder Nielsen blev valgt som intern revisor og overlæge Mogens Kjær blev suppleant.

På Nordvestjysk Musikkreds vegne
Februar 2017
Lonni Gelsdorf